I midten af 2010 befandt jeg mig, som mange af mine venner, uden fodfæste og eller farbar vej på livsrejsen. Søgende efter en meningsfuld uddannelse. På konstant jagt efter en holdbar boligsituation som tilflytter til København! En kamp for fast bopæl mange unge igen og igen kastes ud i, sænkede med gentagende nederlags tyngde, mine knæ og mit blik i foragt for boligmarkedet og huslejepriserne. Min vilje var mæt af dage, da jeg besluttede at rejse bort i en tid. Hvad der udsprang af rodløshed skulle senere vise sig at blive en ægte dannelsesrejse.
Silas Skram
Med tommelfingeren, skateboardet og en liste over venner og bekendte i Tyskland, gik det rask af sted langs motorvejene. Leberwurst, käsebrot og familie jeg end ikke vidste jeg havde, blev nu en gangbar, dog stærkt foranderlig levevej for mig. Efter at have besøgt mange dejlige steder, var det under mit ophold hos bekendte i Jena, at noget nyt fangede min opmærksomhed.
Jeg havde snuset omkring i en gammel hatteforretning i over en time i den lille gade. Stemningen duftede af håndværk og slående hattekvalitet. Jeg stillede endelig damen et i vore dage usædvanligt spørgsmål: ”Er der nogen der stadig producerer nogle af disse fantastiske kasketter her i nærheden af Tyskland?” Med en formodning om at al europæisk tekstil produktion var indstillet, til fordel for en bestillingsliste til Asien, kom damen med et svar jeg blev overasket over: ”Ja!” Svarede hun. Jeg var forbløffet. I en nærliggende by fandtes et firma ved navn Bullani Mützen, der stadig producerede alt fra bunden. Hun gav mig telefon nummeret. Hmm?
Dagen derpå pakkede jeg mine ting og drog af sted. Nu var det ud på nyt eventyr, og min rejsen rundt var blevet til en mission. En mission hvor jeg skulle lære alt om kasketter og hovedbeklædning. Halvvejs af de 100 km. rejse fra Jena mod Bamberg blev jeg sat af på en tankstation, hvorfra jeg kunne ringe.
”Jaaah? Hmmm.” med tøvende stemmeføring, svarede en venlig kvinde mit opkald. Joh, jeg var da velkommen. Men de havde altså blot en lille familievirksomhed, og hvad jeg præcis ville, forstod hun vist heller ikke helt? Men det blev heldigvis accepteret at jeg kunne forklare mig ved fremmøde på adressen. Fabrikken og værkstedssalget lå i Augustenstraβe 10 i en baggård i Bamberg.
Afsted på hesteryg det gik. Fire rullende hjul, og en brezel (Bayrisk førsteklasses bagerkunst fra Sydtyskland) med salt på! Jeg oksede mig fremad!
Da jeg trådte ind af døren på Hr. og Fru Bullmanns kasketmagerværksted, kom en kraftig, tæt bygget mand svingende igennem døren med, et fast blik og en 12 tommers saks i ædelstål i hånden. Der skulle ordnes nogle ting kunne man se. Han marcherede direkte forbi mig og ind i et andet rum, hvor jeg kunne skimte en båndkniv som kørte for fuld drøn. ”Wir haben besuch” nævnte han i forbifarten. Jeg blev stående. ”Grussgott” en dame kom ud af en anden dør, og kiggede på mit skateboard og min oppakning og mit vindblæste hår.
”Ha-hallo” udtalte jeg mig? ”Ich bin Silas Gärtner. Wir haben vor kurzer zeit im Telefon geschprochen.” Sagde jeg, og forsøgte at virke mere selvsikker. Nu smilte hun heldigvis: ”Gut, Herr Gärtner, und was wollen Sie ganz genau. Ich habe verstanden Sie wollen Mützen machen lernen?”
Mester Herr Bullmanns kasketmageri
Jeg forklarede at det var netop det jeg gerne ville: Jeg ville lære at lave kasketter. Vi talte et stykke tid om min rejse hertil, mine færdigheder og erfaringer på en symaskine. En egenskab jeg vist fik slået op i et lidt større brød, end hvad jeg reelt vidste om industrisymaskiner. Men nuvel. At tråde en nål var vel ikke helt ukendt. Desuden var jeg ferm med det meste andet værktøj, og som tidligere skibskok, kunne jeg tage fra også hvis tingene blev hektisk omkring mig. Hr. og Fru Bullmann lyttede.
Hr. Bullmann mente: ”Jah, det er meget fint. Men hvis du vil lære at lave kasketter, så kommer du ikke til at lære det på en måned, eller et halvt år. Det tager årevis!”
Jeg bebudede jeg var af den lærenemme type, og bare jeg kunne lære at sy en sixpence ville jeg være godt tilfreds. Men end ikke det ville jeg kunne lære på en måned mente Hr. Bullmann. Man kunne måske komme lidt i gang, og snuse lidt til periferien af ægte håndværk, hvilket når alt kom til alt, måske var hvad jeg kom efter? Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvad man ville kunne nå at lære og hvordan. Til sidst sagde han: ”Fint. Hvis du skal lære her, så må du købe mig lidt tid fri, til at lære dig det. Så du må arbejde hårdt noget af dagen i produktionen, så jeg hen ad eftermiddagen kan sætte noget tid af til dig? Vi arbejder en normal arbejdsuge der starter kl. 8:00 og slutter 16:30, du kan bo hjemme hos mig hvis du vil, og du kan starte fra på mandag!” Prøvetiden var på en måned, og jeg skulle give besked i løbet af ugen om jeg ville starte? Han forærede mig en Bullani Mützen cap i nyuld/alpaka uld blend, med en smuk læderskærm, fordi historien om min rejse havde fornøjet Hr. Bullmann i en sådan grad, at han mente jeg fortjente en rigtig kasket, uanset hvad jeg besluttede. Vi tog vores afsked, og jeg traskede ud på de hyggelige gader i den gamle købmandsstad.
Blot en time senere, var beslutningen truffet. Jeg skulle gå til hånde som kasketmager dreng hos Herr Bullmann.
Hr. Bullmann var fabriksejer af den gamle type. Der skulle produceres og hjulene holdes i gang. Samtidig var han udlært skrædder med speciale i hovedbeklædning, også det af den gamle skole, så tingene skulle være i orden, eller ”pico bello” som han så ofte sagde.
Den weekend boede jeg hos nogle venner af mine forældre, som i fordumstid havde Bamberg som studieby. Hen over weekenden fik jeg nogle nye bekendtskaber, bl.a. ved en gårdfest i et kæmpestort kollektiv. Da det senere viste sig at hattemagerens datter også boede i huset, med hendes kæreste og 8 andre studerende, fik jeg tilbuddet om at flytte ind på deres gæsteværelse, og min uofficielle praktikperiode begyndte. –Mandag morgen. Med stakkevis af kasketter der skulle stryges, sømmene bankes flade med et træbat. Dampstryges igen og forfra med en ny. Dagen var lang, dampstrygejernet duggede på mine briller, og imens skinnede solen og fuglene sang lystigt uden for fabrikkens vinduer.
Jeg knoklede virkelig på. Om eftermiddagen snusede jeg rundt og dannede mig en masse indtryk fra værkstedet og dets 5 medarbejdere.
Tidlig tirsdag morgen. Samme trommerum. Jeg fik lov at stå ved dampstrygejernet i timevis. Senere fik også en lektion i at sy på industrisymaskine. Jeg skulle nu lære at skære til og sy foer sammen til produktionen. På tredjedagen fik jeg lov at finde stof frem fra lageret, som jeg ønskede skulle blive til min første kasket. Og allerede samme dag var min første cap færdig. Hr. Bullmann slog en utilfreds mine op. Kvaliteten og forarbejdningen havde naturligvis ikke nået hans niveau, og mønstrene lå helt skævt over hinanden. Desuden var skærmen, 1 mm. for meget til venstre, og det var naturligvis forkasteligt. Han mente jeg nok hellere burde smide den ud. Jeg selv var sådan, hmm, okay tilfreds. Helst ville jeg bare have min første kasket med hjem så jeg kunne vise den til nogen, hvilket jeg så fik lov til. For som Hr. Bullmann sagde, det var da lidt sjovt, nu hvor det var den første. Men fremvise den, det måtte jeg altså ikke, for så ville andre se hvor ringe oplæring jeg havde haft. I forsøget på at sy kasket nummer to, måtte jeg flere gange sy om og starte helt forfra.
Da jeg viste Hr. Bullmann resultatet, og han rev syningerne op og sagde forfra, det er ikke godt nok. Det gav mig blod på tanden, nu skulle den blive perfekt.
De følgende fire dage var Hr. Bullmann ude af byen. Han skulle på rundtur og vise sin vinterkollektion frem til alle forhandlere i nord og nordvest Tyskland. Jeg stod derfor uden læremester, tidligt hver morgen stod jeg med dampstrygejernet og træpinden og bankede sømrum flade. Hr. Bullmanns produktion kom godt foran om produktionsplanen tænkte jeg. Men om eftermiddagen havde jeg frie tøjler. Jeg begynde at skabe modeller og snit fra bunden. Da Hr. Bullmann var tilbage efter weekenden, var der igen et kritisk blik, og en god læremester i huset.
Selve arbejdet blev efter den første uges stræben lidt mere fritstillet. Jeg fik mere tid til at udføre egne interesser, og Bullmann kommenterede mit arbejde – nu med lejlighedsvis optimisme – selvom håndværket godt kunne blive bedre. Ofte måtte stikningerne sprættes op, og sys om på ny. Denne ærlige kritik holdt dampen oppe, og hver eftermiddag kom jeg hjem med 1-2 nye kasketter til kollektivet, og sagde, denne kasket syntes han (Herr Bullmann) var lidt bedre, men disse to andre hørte til i skraldespanden. Så grinede de andre unge, som studerede filosofi, sundhed eller litteratur. Ofte tilberedte jeg nogle kæmpe måltider til veganere, og vegetarer og fisketarer i mit nye midlertidige hjem. I weekenderne havde vi ture til skoven, og holdt fester, samt tog ud i byen i Bamberg. Det var en fantastisk tid.
Langsomt dag for dag opbyggede jeg min kollektionen. Alle caps skulle være i str. 59 cm, min egen, og de fik alle et nummereret label. Kollektionen indeholder 21 numre, og de fleste er bærer jeg stadig med stolthed i dag. Kollektionen har en stor affektionsværdi, trods der er mange syfejl og forsøg med nye kasketformer.
Efter 4 uges slid, fik jeg nys om at Deutsche Bahn fejrede 20 år forenet Tyskland, og derfor solgte billige togrejsebilletter. Nogle af mine gode venner i Jena ville tage til Gardasøen og holde ferie. Jeg takkede mange gange for opholdet og min nye lærdom, og tog min afsked med Bullani Mützen for denne gang. Et par uger senere var jeg tilbage i Danmark og søgte ind på Københavns Erhvervsakademi (KEA) på linjen Accessories Design, med en helt bestemt type accessoires for øje…
To år senere tog jeg et professionelt praktikforløb fra januar til marts gennem uddannelsen på skolen, det var blevet klart at kasketter havde en drivende kraft i mig. I dette forløb var arbejdet meget mere intensivt, og jeg fik lov at arbejde selvstændigt meget af tiden. Efter jeg havde produceret 18,5 kg. Kasketter, som jeg måtte sende hjem i en kæmpestor kasse, blev dette startskuddet og jeg åbnede kasketfirmat SIGAR Hats i 2013 som så senere i 2018 skiftede navn til Wilgart – Håndlavet Dansk Hovedtøj.
De første år producerede jeg fra Københavns Nordvest kvarter, i et lille kælderlokale uden udsyn til omverdenen. Men i 2018 fik jeg chancen for at flytte kasketværkstedet til Jægerborggade hvor det blev en regulær hattebutik og kasketmageri. I Jægersborggade åbnede jeg vores lille kasket og hattebutik, og allerede året efter oprettede vi en mindre syproduktion på Bornholm.
Jeg holder stadig et tæt forhold til Bullani Mützen i Bamberg, og der bl.a. producerer den klassiske Herrensportmütze, med aller kærligste hånd, og i aller højeste kvalitet. Jeg forhandler altså sixpence caps syet af min læremester Hr. Bullmann, Bullani Mützen. Wilgart holder af ægte håndværk inden for alle aspekter af hovedbeklædning.
Det er med denne historie i bagagen at Wilgart fortsat vil skabe håndlavede personlige kasketter fra København, Bornholm og fra min mesters værksted i Sydtyskland. Hvis du vil vide mere om historien eller tale med mig, så se vores kontakt oplysninger, eller kig forbi på værkstedet, det eneste kasketmagerværksted i landet. Vi glæder os til at møde dig!
Wilgart – Den sidste kasketmager i Danmark.
Video fortælling
Genfortalt fra mit første syværksted i København Nordvestkvarter fra 2013 – 2017
Dokumentary style
Made in collaboration with Rasmus Preston is here a more refined uptake, with the shoots required to make a great documentary style video. (2015)
Artistic style
In collaboration with Meyer Li Productions is here the first outcome of a series of videos recorded in the basement business of Wilgart. (2016)