Håndlavet Dansk Hovedtøj
Siden 2013 har danske mænd kunne få syet deres helt egen unikke kasket hos Silas Gärtner, som er den eneste danske kasketmager. De første par år kun efter aftale, men siden 2017 har Wilgart, som virksomheden hedder, haft butik og værksted i den hippe Jægersborggade på Nørrebro.
Vores Kunder
”Butikken tiltrækker en del gadekunder. Der er også en del turister, men vi har også mange kunder der kommer specifikt for at få syet deres helt egen unikke og nummerede kasket,” forklarer Silas Gärtner, ejer og kasketmager i Wilgart.
”Kunderne vil gerne have den sanselige oplevelse, der ligger i at se og mærke materialerne, når de skal vælge en kasket. Det kan jeg give dem i butikken, når vi sammen taler os frem til, hvordan kasketten helt præcist skal se ud og ’føles’,” forklarer Silas Gärtner.
Silas fortæller, at han primært har to typer kunder; mænd over fyrre, som går op i kvaliteten og traditionen i håndværket, og for hvem det betyder noget, at kasketten er syet i Danmark. Den anden type er lidt yngre mænd mellem 25 og 35. For dem er det afgørende, at de selv kan være med til at designe kasketten, og dermed få deres helt egen unikke kasket, som kun er syet i ét eksemplar. Og så er der faktisk også en tredje gruppe; kvinder der er trætte af at se deres mænd gå rundt med en reklamekasket fra den lokale Q8 tankstation.
Kvalitet der holder
”Det som alle kunderne får her hos os, er en kasket som har en lang levetid og holdbarhed. Det er desværre ikke almindeligt i dag, og mange har faktisk ikke forståelse for, hvad det vil sige at købe et holdbart produkt. De er blevet vant til, at det vi køber hurtigt går i stykker. Men det er ikke naturligt, at knapperne skal falde af din skjorte efter fire gange i vaskemaskinen. Eller at kasketten bleger fuldstændig efter kun én sommer på hovedet. Tværtimod,” siger Silas.
”Jeg tror, at det hænger sammen med at produktionen er forsvundet. Det gør, at folk har mistet forståelsen for hvad der ligger bag det, at sy fx en kasket,” siger Silas.
Bæredygtighed er også en del af kvaliteten
Noget andet der følger med det håndlavede kvalitetsprodukt, er de valg som håndværkeren tager i forhold til materialer og produktionsmetode. Og på den måde har et ’moderne’ begreb som bæredygtighed faktisk altid været en del af selve håndværkets natur.
”Jeg tænker ekstremt meget over bæredygtighed i vores produktion. Når kunderne køber en kasket, som de selv har bestemt hvordan skal se ud, så vil de passe bedre på den og ikke bare skifte den ud til næste år. Det er ét aspekt af bæredygtighed. Men det er også noget jeg tænker over når vi køber materialer og stoffer,” fortæller Silas og
nævner en række eksempler.
”Personligt er jeg fx vild med Harris Tweed som bliver produceret i Skotland af skotsk og engelsk uld. Vores læder køber vi i Tyskland fra tyske køer – og så er det i øvrigt garvet i rabarber-ekstrakt frem for fx. crom. Vi har også lige startet et nyt projekt, hvor vi genbruger lagener fra De Forende Dampvaskerier i foret i kasketterne. Og så bruger vi fiskeskind, som er et naturligt restprodukt, der ellers ville blive smidt ud.”
Moderne teknologi er også en del af det gamle håndværk
Selvom selve syningen af en kasket stadig foregår i hånden på en god gammeldags symaskine, har Wilgart investeret i andre maskiner, der kan understøtte produktionen. Sidste år købte Silas en båndkniv fra et skrædderi på Amager, men virksomheden råder bl.a. også over en laserskærer. Alle maskinerne er samlet i Wilgarts nye værksted på Bornholm.
”Med vores laserskærer kan vi hele tiden tilpasse og optimere vores modeller, og med den store båndkniv kan jeg klippe alle delene til kasketterne med meget stor præcision. Det er afgørende, når jeg skal sy en kvalitetskasket,” slutter Silas Gärtner.
Tekst: Jacob Bo Andersen / Håndværkerforeningen KBH
Foto: Leon Sloth / Today Studio
Header foto: Thomas Mougeolle
There are no comments