Personal Report (DK)

Af Silas Gärtner, CEO & Grundlægger

I midten af 2009 befandt jeg mig pludselig uden fodfæste på min livsrejse. Søgende efter en meningsfuld uddannelse, samt et ønske om igen at have et sted at bo i min hjemby part 3, København! En kamp for fast bopæl mange københavnere igen og igen kastes ud i, sænkede med gentagende nederlags tyngde, mine knæ og mit blik længere og længere nedad. Min vilje var ved at være mæt af dage, og jeg besluttede derfor at rejse bort i en tid. Hvad der udsprang af rodløshed skulle senere vise sig at blive en dannelsesrejse.

Silas Gärtner
Tilskæring af uld stof, der bliver til en Basecap.  I værkstedet i København NV

Med tommelfingeren, skateboardet og en liste over venner og bekendte i Tyskland, gik det rask af sted langs motorvejene. Leberwurst, käsebrot og familie jeg end ikke vidste jeg havde, blev nu en gangbar, dog uvis og foranderlig levevej for mig. Efter at have besøgt mange dejlige steder, var der på mit ophold hos bekendte i Jena, noget som fangede min opmærksomhed.

Jeg havde snuset omkring i en hatteforretning i over en time i den lille gade. Stemningen duftede af håndværk og slående kvalitet. Jeg stillede endelig damen et i vore dage usædvanligt spørgsmål: ”Er der nogen der stadig producerer nogle af disse fantastiske kasketter her i nærheden af Tyskland?” Med en formodning om at al europæisk tekstil produktion var indstillet, til fordel for en bestillingsliste til Asien, kom damen med et svar jeg blev overasket over. ”Ja!” Svarede hun, i en nærliggende by fandtes et firma ved navn Bullani Mützen, der stadig producerede alt fra bunden. Hun gav mig et telefon nummer. Hmm?

Dagen derpå pakkede jeg mine ting og drog af sted. Nu var det ud på eventyr, og min rejsen rundt var blevet til en mission. En mission hvor jeg skulle lære alt om kasketter og hovedbeklædning. Halvvejs på min kun 100 km. rejse mod Bamberg blev jeg sat af på en tankstation, hvorfra jeg kunne ringe.

”Jaaah? Hmmm.” med en lidt tøvende stemmeføring, svarede en venlig dame i telefonen. Jeg var da velkommen til at komme forbi og se værkstedet, men det var altså blot en lille virksomhed med kun 6-7 ansatte, og hvad jeg præcis ville, forstod hun ikke helt? Men jeg var heldigvis velkommen til at forklare mig når jeg kom frem. Fabrikken og værkstedssalget lå i Augustenstraβe 10, Bamberg.

Afsted på hesteryg det gik. Fire rullende hjul, og en brezel (Bayrisk førsteklasses bagerkunst fra Sydtyskland) med salt på! Jeg oksede mig fremad!

Da jeg trådte ind af døren på Hr. og Fru Bullmanns fabrik, kom en kraftig, tæt bygget mand svingende igennem døren med, et fast blik og en 12 tommers saks i ædelstål i hånden. Der skulle ordnes nogle ting kunne man se. Han marcherede direkte forbi mig og ind i et andet rum, hvor jeg kunne skimte en båndsav for fuld drøn. ”Wir haben besuch” nævnte han i forbifarten. Jeg blev stående. ”Grussgott” en dame kom ud af en anden dør, og kiggede på mit skateboard og min oppakning og mit vindblæste hår.

”Ha-hallo” udtalte jeg mig? ”Ich bin Silas Gärtner, wir haben vor kurzer zeit im telefon geschprochen.” Sagde jeg, nu lidt mere selvsikker. Nu smilte hun: ”Gut, Herr Gärtner, und was wollen Sie ganz genau. Ich habe verstanden Sie wollen Mützen machen lernen?”

Herr Bullmann arbejder
Ægte håndværk bliver til en klassisk sixpence. Bamberg, Tyskland

Jeg forklarede at det var netop det jeg gerne ville: Jeg ville lære at lave kasketter. Vi talte et stykke tid om min rejse hertil, mine færdigheder og erfaringer på en symaskine. En egenskab jeg vist fik slået op i et lidt større brød, end hvad jeg reelt vidste om industrisymaskiner. Men nuvel, jeg havde både syet en heldragt og lavet nogle kostumer en gang, så at tråde en nål var ikke ukendt. Desuden var jeg ferm med det meste andet værktøj, og kunne tage fra mig hvis tingene blev lidt hektisk. Hr. og Fru Bullmann lyttede.

Hr. Bullmann mente: ”Ja det er meget fint, men hvis du vil lære at lave kasketter, så kommer du ikke til at lære det på en måned, eller et halvt år. Det tager årevis!”

Jeg bebudede jeg var en lærenem type, og bare jeg kunne lære at sy en sixpence ville jeg være godt tilfreds. Men end ikke det ville jeg kunne lære på en måned mente Hr. Bullmann. Man kunne måske komme lidt i gang, og snuse lidt til periferien af ægte håndværk, hvilket måske var det jeg var kommet efter? Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvad man ville kunne nå og hvordan. Til sidst sagde han: ”Fint. Hvis du skal lære her, så må du købe mig lidt tid fri, til at lære dig det. Så du må arbejde hårdt noget af dagen hos mig, så jeg hen ad eftermiddagen kan sætte noget tid af til dig? Vi arbejder en normal arbejdsuge der starter kl. 8:00 og slutter 16:30, du kan bo hjemme hos mig hvis du vil, og du kan starte på mandag!” Prøvetiden var på en måned, og jeg skulle give besked i løbet af ugen om jeg ville starte? Han forærede mig en Bullani Mützen cap i nyuld/alpacca uld blend, med en smuk læderskærm, fordi historien om min rejse havde fornøjet Hr. Bullmann i en sådan grad, at han mente jeg fortjente en rigtig kasket, uanset hvad jeg besluttede. Vi tog vores afsked, og jeg traskede ud på gaden.
En time efter, ringede jeg og meldte mig til.

Hr. Bullmann var fabriksejer af den gamle type. Der skulle produceres og hjulene holdes i gang. Samtidig var han udlært skrædder med speciale i hovedbeklædning, også det af den gamle skole, så tingene skulle være i orden, eller ”pico bello” som han så ofte sagde.

Den weekend boede jeg hos nogle venner af mine forældre, som i fordumstid havde Bamberg som studieby. Hen over weekenden fik jeg nogle nye bekendtskaber, bl.a. ved en gårdfest i et kæmpestort kollektiv midt inde i byen. Da det senere viste sig at hattemagerens datter også boede i huset, med hendes kæreste og 8 andre studerende, fik jeg tilbuddet om at flytte ind på deres gæsteværelse, og min uofficielle praktikperiode begyndte. –Mandag morgen, med stakkevis af kasketter der skulle stryges, bankes med et stykke træ, stryges igen og så forfra med en ny. Dagen var lang, dampstrygejernet duggede på mine briller, og solen skinnede uden for fabrikkens vinduer.

Jeg knoklede på. Om eftermiddagen snusede jeg rundt og dannede mig en masse indtryk fra værkstedet og dets medarbejdere.

Tirsdag morgen. Samme program. Jeg fik lov at stå ved dampstrygejernet i timevis. Jeg fik også en lektion i at sy på industrisymaskine. Jeg skulle skære til og sy foer sammen til produktionen. Men senere på dagen fik jeg lov at finde stof frem fra lageret, som jeg ønskede at sy min første kasket i. Samme dag var min første cap færdig. Hr. Bullmann var ikke tilfreds for kvaliteten og forarbejdningen havde naturligvis ikke nået hans niveau, og mønstrene lå helt skævt over hinanden. Desuden var skærmen, 1 mm. for meget til venstre, og det var naturligvis forkasteligt. Han mente jeg nok hellere burde smide dem ud. Jeg selv var sådan okay tilfreds, og ville bare have den med hjem, hvilket jeg så fik lov til. For som Hr. Bullmann sagde, det var da lidt sjovt, nu hvor det var den første. I forsøget på at sy nummer to, måtte jeg flere gange sy om og forfra.

Da jeg viste Hr. Bullmann resultatet, og han rev syningerne op og sagde forfra, det er ikke godt nok. Det gav mig blod på tanden, nu skulle den blive perfekt.

De følgende fire dage var Hr. Bullmann ude af byen. Han skulle på rundtur og vise sin vinterkollektion frem til alle forhandlere i nord og nordvest Tyskland. Jeg stod derfor uden læremester, tidligt hver morgen stod jeg med dampstrygejernet og træpinden og bankede. Hr. Bullmanns produktion kom godt foran om produktionsplanen tænkte jeg. Men om eftermiddagen havde jeg frie tøjler, til at begynde forsøg på, at skabe modeller selv. Da Hr. Bullmann var tilbage efter weekenden, var der igen et kritisk blik, og en god læremester i huset.

Selve arbejdet blev efter den første uges stræben lidt mere fritstillet. Jeg fik mere tid til at udføre egne interesser, og Bullmann kommenterede mit arbejde nu med lejlighedsvis optimisme selvom håndværket godt kunne blive bedre, og jeg ofte måtte sprætte stikningerne op, og sy dem om på ny. Denne ærlige kritik holdt dampen oppe, og hver eftermiddag kom jeg hjem med 1-2 nye kasketter til kollektivet, og sagde, denne kasket syntes han (hattemageren) var lidt bedre, men disse to andre hørte til i skraldespanden. Ofte tilberedte jeg nogle kæmpe måltider til veganere, og vegetarer og fisketarer i mit nye midlertidige hjem. I weekenderne havde vi ture til skoven, og holdt fester, samt tog ud i byen i Bamberg.

Langsomt dag for dag opbyggede jeg min kollektionen, der kom til at hedde: Bamberg Special Collection, Anno 2009. Alle caps skulle være i str. 59, min egen, og de fik alle et nummereret label hvori jeg skrev navnet på hvad jeg troede mit firma skulle hedde, inden vi skiftede navn til SIGAR Hats og sidenhen til Wilgart. Dengang hed det RETRO, og alle caps er mærket: Designed by RETRO in collaboration with BULLANI. Kollektionen indeholder 21 numre, og de fleste er bærer jeg stadig med stolthed i dag. Kollektionen har en stor affektionsværdi, trods der er mange fejl og forsøg med former i den.

bliver til

Efter 4 uges slid, fik jeg nys om at Deutsche Bahn fejrede 20 år forenet Tyskland, med nogle uhyggeligt billige togrejsebilletter. Nogle af mine ubehageligt gode venner i Jena ville tage til Gardasøen og holde ferie. Jeg takkede mange gange for opholdet og min nye lærdom, og tog min afsked med Bullani Mützen for denne gang. Et par uger senere var jeg tilbage i Danmark og søgte ind på Københavns Erhvervsakademi (KEA) på linjen Accessories Design, med en helt bestemt type accessoirer for øje.

To år senere tog jeg et professionelt praktikforløb fra januar til marts gennem uddannelsen på skolen, det var blevet klart at kasketter havde en drivende kraft i mig. I dette forløb var arbejdet meget mere intensivt, og jeg fik lov at arbejde selvstændigt meget af tiden. Efter jeg havde produceret 18,5 kg. Kasketter, som jeg måtte sende hjem i en kæmpestor kasse, blev dette til Bamberg Edition 2012, enkelte kan stadig ses her på hjemmesiden og er endnu ikke solgt.

Jeg producerer fortsat i Københavns Nordvest kvarter, i et lille kælderlokale i fuglekvarteret nær Nørrebro st. hvor kollektionen Copenhagen NV 2013 og fremtidige kollektioner bliver syet.
Jeg holder stadig et tæt forhold til Bullani Mützen i Bamberg, og der bl.a. producerer den klassiske Herrensportmütze, med aller kærligste hånd, og i aller højste kvalitet. Jeg forhandler også denne type cap som dog er syet af min læremester Hr. Bullmann, Bullani Mützen. Et godt forbillede for Wilgart om hvordan ægte håndværk skal produceres i et fint værksted i Sydtyskland.

Det er med denne historie i bagagen at Wilgart fortsat vil skabe håndlavede personlige kasketter fra et kælderværksted i København. Hvis du vil vide mere om historien eller tale med Silas Gärtner, se vores kontakt oplysninger, eller kig forbi på værkstedet, det eneste kasketmagerværksted i København. Husk at vi har åbent efter aftale. Vi glæder os til at møde dig!

Wilgart – Den eneste personlige kasketmager i Norden.